Podcasts: Historier fra Humaniora

 

 

Nyt år – nye historier.

Det Humanistiske Fakultet … et verdensfjernt sted med høje mure til at holde resten af samfundet på afstand eller et elfenbenstårn fyldt med forskere, som er berygtede for at have svært ved at kommunikere, så andre kan forstå dem? Forestillinger om forskningsprojekter og uddannelser, som i bedste fald er elitære og i værste fald er ubrugelige, har gentagende gange ført til budgetnedskæringer og gjort fremtiden mere usikker for studerende og ansatte.

Men hvad er det, de kæmper for at bevare? Hvilken slags viden er det de producerer og hvad er det for nogle historier, de kan fortælle om den måde vi oplever verden og vores historie? Hvordan bidrager deres arbejde til samfundet og hvordan de ser de på fremtiden? Det er nogle af de spørgsmål Historier fra Humaniora stiller.

 


I podcastserien Historier fra Humaniora jeg taler med en række forskere fra Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet om deres forskning og de spørgsmål, de søger svar på.

(udsendelserne findes også på Soundcloud)

PODCASTS

img_1484 

Podcast: Familiealbum

Den måde vi bruger fotografiet og deler fotografier af vores familie på, har forandret sig drastisk de seneste årtier. Så hvad sker der med det klassiske familiealbum, som de fleste af os har haft stående i vores hjem i generationer, og som mange ville redde som det første hvis huset brændte? Hvad kan familiealbummet fortælle noget om som medieformat og som “objekt” og har det overhovedet en fremtid? Professor i fotografistudier og institutleder ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab Mette Sandbye fortæller om det at have familiealbummet som forskningsobjekt.

 

fullsizerender

Podcast: I affekt 

Følelserne klistrer og måske giver det ikke mening at tale om følelser og politik som noget der kan eller bør holdes adskilt. På humaniora er det blevet gængs at undersøge følelser som noget, som slet ikke kommer indefra, men derimod som noget der skabes i sproget, cirkulerer imellem os og er tæt knyttet til magt. Hvad siger litterat og kulturforsker Mons Bissenbakker Frederiksen fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab til det, når jeg beder ham fortælle om affektteori? Her kommer vi Pippi Langstrømpe, Krudttønden og indvandringspolitik.

 

16Nuuk2

Podcast: Grønland mellem fortid og fremtid

Var Grønland en dansk koloni? Er forholdet stadig kolonialt? Eller postkolonialt? Og hvilken forskel gør det? Spørgsmålene om Grønlands fortid, nutid og mulige fremtid som en del af det danske kongerige præger ikke kun politiske og videnskabelige debatter, de giver også genlyd i kunsten og litteraturen. Men hvordan kan perspektiverne fra Minoritetsstudier og sprogvidenskab bidrage til at gøre os klogere? Litterat og kulturforsker Kirsten Thisted fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier har i årtier undersøgt hvordan kunsten kan gøre os klogere på dybderne i den komplekse relation.

 

 

Advertisement